Smil - Gud elsker dig

Her følger som lovet et kapitel mere i følgetonen om min tvivl og tomhed.

Min præst Ole har lagt øre til noget af min skepticisme og hjulpet mig med at begynde at sætte ord på, hvad der er galt. Et udfald af den samtale blev for mig erkendelsen af at tvivl er et psykologisk grundstof. En typisk eksistentiel tilstand, som ingen patentløsninger eller entydige svar kan afhjælpe. Ole sagde ganske kort; Hvis du er i tvivl, så er det det, du er. Du må finde en måde at være i det på, en måde at arbejde med det på, og holde op med at kæmpe imod og modarbejde det, du oplever og føler [Læs: Ole-evangeliet fortolket] Sjovt nok er det præcis det samme som en fødselshjælper siger om veerne til en kvinde i fødsel. (laughing like a cracy lady over that one)

Descartes, en kristen filosof fra 1500-tallet sagde også som Ole: den, som søger sandheden, bør en gang i sit liv tvivle om så vidt muligt alting. For Descartes var tvivlen et beredskab til at opnå sikker erkendelse om Gud og mennesket. Gamle tankekonstruktioner skulle rives ned og nye byggesten skulle findes til at bygge et sikkert fundament op.

Så det må jeg vel gøre? Spørgsmålene hober sig op: Er du der Gud? Hvorfor er du usynlig og skjult? Hvem er du Gud? Hvem er jeg? Hvad er meningen med mit liv? Har Gud overhovedet en plan med verden og med menneskelivet?

Tvivlen er et erkendelsesberedskab for Descartes og endda en lidenskab i følge Kierkegaard. Jeg bryder mig nu ikke om den religiøse selvoptagethed, jeg har gang i her, hvor alting skal psykologiseres og følelser krænges ud for Gud og hver mand. Men jeg har samtidig svært ved at leve med den disharmoni mellem tro og fornuft, som fylder mine tanker. Jeg savner den tid, da jeg var 15 og kristendommen var så simpel og soleklar. Jeg skulle redde hele verden, om ikke så i hvert fald min mor. Nu er Gud fjern og uvirkelig for mig. Jeg føler mig som en hykler, når jeg kalder mig kristen. Jeg er langt væk hjemmefra.

Det er svært eller så godt som umuligt at opnå sikker viden, men hvad skal der mon til for, at jeg kan tro?

Vi har haft syge børn siden torsdag. I går havde vi hele dynen hjemme. Nætterne og dagene har det netop derfor med at ligne hinanden og glide sammen til en grå masse af vågne øjeblikke og sove perioder, en masse tørren op og skiften tøj og betræk . Men selvom vi er trætte af bræk - big time, så vil jeg nu alligevel udnævne vores sygdom til dagens smil.

Der er noget fantastisk ved at trække dagen ud af kalenderen og være noget for sit barn. Det var Freja der mindede mig om, at det er vigtigt at gøre sine dage gode og særlige, selv sygedagene. Efter at have kastet op ud over sin dyne, alle bamserne og madrassen, sagde hun i går morges: “så er det vist min tur til at være syg. Så skal jeg se 5 tegnefilm, og spise yoghurt og kiks og cola og have et Anders And blad” Fedt Freja! Det er kun dig selv, der ved, hvad der virker og skal til for at få det bedre.

Det skal være sådan, at når vækkeuret ringer, så glæder jeg mig til at tage hul på en ny dag. Det handler om at være tilstede og gøre plads i sin hverdag til ting, der gør en glad.

Der er børnemusik på anlægget og Alberte synger: Hurra nu skinner solen, jeg bliver så glad, godavs du lille sommerfugl, de store hvide blomster og solen der er gul, jeg har en leg’tøjslastbil med bløde gummihjul

Glødende og energiske har vi herhjemme kastet os ud i projekt renlighed for 2. gang. Farmor har foræret Julie et fancy sæt undertøj ligesom Frejas og siden da har Julie ikke haft ble på. Tiden er derfor kommet til at underholde dig med et par indslag fra min pottedagbog.

Jeg har forberedt mig ganske godt og undersøgt terrænet omkring pottetræningens ABC, før vi gik i gang. Sandelig siger jeg dig, der findes selvhjælpsbøger om pottetræningens kriser og forløb, inddelt i 7 nemme trin, og der findes utallige websites - for all your toilet training needs… Click Here to view the contents of your shopping cart … Tips on parenting: PottyTraining, Baby Gear, Gift Ideas - FindGift.com. I tiden op til count zero har Julie således øvet sig i at blive blefri med den specielt designede bukseble, hun selv kan trække op og ned i en uendelighed - og hun har længe solet sig i den overvældende begejstrede opmærksomhed, hun har fået, når hun har afleveret noget i toilettet. Alt vores snak om prutter og tis, engagement og bestikkelse har set ud til at give pote og barnet virker klar og oprigtigt motiveret.

Indrømmet. Vi er en smule resultatorienterede på vores børns vegne og har skubbet en anelse stædigt til dem med at toilettræne. Det skal blive en gammel løgn: hvis andre børn kan blive renlige som 2-årige, så kan vores også. Bare vent og se. Julie - hun er helt fænomenal.

De første dage var der kun få uheld. På 3. dagen kom Julie kun hjem med 1 par våde og ulækre bukser og både mor og dagplejemor var tilfredse og fortrøstningsfulde. Andre dage har der været mange poser skiftetøj og søer på gulvet, en vaskemaskine på overarbejde og hovedrysten fra tvivlende voksne.

Far råber skingert inde fra stuen: “Nej Julie, hvad laver du?” “Jeg prut” “Hvorfor siger du ikke til far, at du skal tisse?” “Jeg prut” De haster forbi mig ud til toilettet, hvor der foregår en længere monolog om, at toilettet er det fede sted at tisse. Julie kommer hen til mig og siger”Jeg prutter i stuen”. “Ja det kan jeg forstå, men du skal sige til far og mor, når du skal tisse, og så går vi på toilettet sammen. “Ja, sig far tis”

Der er dage, hvor man skal lukke øjnene hårdt i - og messe for sig selv “Det bliver bedre - det bliver BEDRE!” Hun har tisset i bilen, på sin far, i sin seng, i klapvognen, i sofaen - you name it.

“Åh nej, jeg prutter” Vi er på legepladsen uden ble og toilet i sigte. “Okay Julie, så skynder vi os hen til busken og skovtisser” siger jeg til hende. Vi skynder os at trække ned i overtræksbukser, bukser, strømpebukser og underbukser. Det går op for mig, at det ikke må være særlig let at skulle strække sig over 4 lag tøj, når man er så lille, uden at tisse på det. Det er nok lidt for ambitiøst, så jeg løfter hende op, så hun nærmest hænger vandret i luften” Så nu kan du tisse” “Nej ikke tis nu” Jeg kan godt forstå hende. Jeg skulle heller ikke nyde noget, hvis det var mig, der hang sådan udstrakt i luften som et andet lammeskind til tørre. På med alt tøjet igen. Og der går da heller ikke 5 min, så tisser hun i bukserne og siger overrasket “hov”

Udviklingen og fremskridtet kan undertiden være en hæmsko. Jeg tænker på blereklamen: Det er dig, der beslutter, hvad der er det bedste for dit barn. Libero. den perfekte pasform. Det naturlige alternativ. uden lotion. bleer, der lader luft slippe igennem til huden. overfladen opsluger hurtigt og du finder ikke noget i bleen, som ikke skal være der. Øh! Bleerne er blevet så behagelige, at selv børnehavebørn ikke vil af med dem. Det er da et tilbageskridt - et unaturligt alternativ, hva’ba?

Om sommeren har vores børn tit løbet rundt med numsen bar. For som alle siger: “…så går bleafvendingen hurtigt, for de gider ikke have det der ulækre ned af benene.” Der var Freja så anderledes. Hun synes for eksempel, at det var helt okay at afgive efterladenskaber på flisegulvet, i avisbunken etc. Hvor længe de havde ligget dér, er et godt spørgsmål… Freja selv løb glad rundt i haven, kørte på tre-hjuler og sprang ind og ud af det lille badebassin. Dog ser fidusen ud til at virke på Julie; hun får en bestemt bekymret mine og den sødste hjulbenede gang, når det er gået galt og hun kommer stavrende for at få hjælp.

Men for katten, hvor har Julies røde vinterstøvler stået i tis mange gange. Godt - at de er med goretex.

Here’s the thing: Når du både er større og vejer mere end dit barn, er der mange ting, du kan tvinge det til at gøre…. ind i bilen, , så nu børster vi bisser. Men du KAN IKKE tvinge et barn til at gå på toilettet. Du kan anmode og appellere og lokke eller true eller narre eller bestikke, men når alt kommer til alt: hvis ungen ikke vil, så gør hun det ikke. Det er et af de triste facts of life som dødsfald og skatter og afgifter (only more messy). Man får ikke noget godt ud af at presse sit barn til noget som helst. Er der for mange fiaskoer mister barnet måske interessen for projektet eller selvtilliden i værste fald. Freja tissede engang i bukserne så mange gang i løbet af en eftermiddag, hvor vi var på besøg i Carstens kolonihave, at vi opbrugte både vores eget skiftetøj og også Eriks. Efter et kæmpe “guilt-trip”, hvorefter hun pure nægtede at gå på toilettet udstyrede vi hende til sidst med regnbukser og kørte hjem.

Not one of my proudest moments. Som forældre er den vigtigste opgave at hjælpe dit barn til at få succesoplevelser og hjælpe det til at holde af sig selv. Det gør du ved at skovle kærlighed over på dem, men også ved at sætte dig i deres sted og forsøge at forstå dem, også når de er allermest på tværs og du mest af alt har lyst til at råbe og skrige. Det kræver både stor tålmodighed og at du har styr på dit eget selvværd at lykkes med det.

Det nytter ikke at blive vred eller skuffet! Bare anerkende dit barns forsøg på at leve op til dine forventninger- Påbegynde forsøgsdag nummer # 32 og tørre op, når det går galt. Let’s hope this time’s the charm.

Det var ikke nemt at komme ud af sengen imorges og trække i arbejdstøjet til en ny dag.
Det blev jo sent i går og jeg fik for meget rødvin, da vi sad og gyste over valget herhjemme.

Hverken skarpt lys, milde og forstående ord og kærlige klap eller er brusebad hjalp. Rasmus måtte indsætte sin personlige killer-squat for at få mig ud af sengen: MOOOOOAR ER DU VÅGNET? KIIIIIILDE KIIIIILDE DIIIKKE DIIIKKE [læs: kradse kradse] STÅ OP KOM. MORGENMAD NU!

Valget blev et bragende nederlag for mig, der er mest enig med de radikale, SF og kristendemokraterne og mest uenig med venstre og socialdemokraterne og Dansk folkeparti. Om det blev Helle thorning eller Anders Fogh på taburetten i statsministeriet synes jeg egentlig ikke var så vigtigt - jeg mener, det er ikke nemt at få øje på hvad forskellen imellem dem består i. Men mit håb om, at der måtte ske noget nyt i dansk politik blev skudt ned med en seriøs skumslukker. Det lød så lovende med nye partier, nytænkning og nye løsninger, med mulighed for en regering hen over midten.

Men det ser ikke ud til at valgdagen bliver starten på noget helt nyt. Den danske politiske scene var slet ikke parat til at snakke om andet end blokpolitik og Anders Fogh fik mandat til at fortsætte sin VK-regering med et endda styrket DF i ryggen. Og der blev kun snakket om skattelettelser i betydningen at forgylde de rige, i stedet for det mere relevante; at snakke om en skattereform, der kunne løse nogle af de begrænsninger, der er i skattesystemet i dag.

Jeg stemte på Margrethe Vestager fordi jeg synes, hun er ambitiøs, modig, skarp og dygtig. Et rigtig godt bud på Danmarks første kvindelige statsminister. - en ny ledelsesform, ny anstændighed i flygtninge-og indvandrepolitikken, nyt engageret fokus på klima, ny tillid til de offentlige ansatte og plads til faglighed og kvalitet og omsorg i det offentlige system og højere
ligeværd mellem mennesker uanset seksualitet, køn eller etnicitet.

Der er meget at arbejde for. Det var godt jeg stod op.

Indlæggene kommer ikke i en lind strøm på min blog. Det er nemlig blevet forbudt herhjemme at blogge og surfe i arbejdstiden. Jeg skal jo have bestilt noget og se at blive færdig med noget.

Jeg ville have skrevet noget her til aften, men jeg faldt i staver foran den forkerte skærm - nemlig dummer-kassen og det åndssvage tv2program byg bedre/bo bedre med nogle chocolate chip cookies. Spise/skrive, nærmest det samme. Nu er jeg tilbage ved skriveriet. Lige så snart jeg har sat Olivia fra mig. Det er en fjollet udfordring at bruge tastaturet mens man forsøger at beholde en baby på sit skød. [læs: arm-wrestling] Ikke så snart man slipper med den ene hånd, drejer hun rundt på numsen, sætter af med benene og planter klør fem i dit ansigt og en fod i din næse. Hvordan kan det lade sig gøre? Tro mig, hun kan lave en perfekt imitation af Houdini og maneurere sin lille krop ud af hvilket som helst sæde [læs: trip trap stol] i forsøget på at stå op.